Hvad bør du overveje, før du køber et pillefyr?

Hvad bør du overveje, før du køber et pillefyr?

At investere i et pillefyr kan være både en stor beslutning og en betydelig investering, og der er flere vigtige overvejelser, du bør gøre dig, før du køber dit pillefyr. Læs med her, hvor vi går nogle af de væsentligste faktorer igennem.

Overvejer du at investere i et pillefyr, men er usikker på, hvad du skal tage højde for? Her tager vi dig igennem nogle af de overvejelser, du bør gøre dig, inden du træffer din beslutning. Fra økonomi og fysisk plads til graden af bekvemmelighed.

Økonomi

Pillefyr kan variere meget i pris, både hvad angår anskaffelsespris og installation. Derudover skal du tage højde for omkostningerne til træpiller og den løbende vedligeholdelse.

  • Anskaffelsespris og installation.
  • Fyrets elforbrug. Vælg gerne et A-mærket fyr med lavt elforbrug.
  • Anskaffelse af træpiller.
  • Service og vedligeholdelse.
  • Kvalitet: Se for eksempel på tykkelsen af kedlens stålplader. Høj tykkelse mindsker risikoen for gennemtæring og betyder derfor længere levetid. Gå gerne efter mindst 5 mm tykkelse på stålpladerne i den indvendige kedel.
  • Kvalitet: Tjek fyrets virkningsgrad. Den angiver det procentvise udbytte af de træpiller, der bliver afbrændt. For et nyere pillefyr ligger den på ca. 80-90% ifølge Videncentret Bolius. Det betyder, at 1 kg træpiller giver 4-4,5 kWh, hvis man ser på det hen over året.

Energibehov

Din boligs energibehov spiller en stor rolle i valget af pillefyr. Størrelsen på dit fyr skal matche dit opvarmningsbehov.

  • Boligens størrelse: Jo større din bolig er, desto større skal pillefyret være. Både et for lille og et for stort anlæg vil være en ulempe.
  • Isolering: God isolering kan reducere dit energiforbrug markant.
  • Skal pillefyret levere varme til hele boligen, eller skal det fungere som supplement til en anden varmekilde?

Plads og placering

Et pillefyr kræver plads - ikke kun til selve fyret, men også til opbevaring af træpiller. Overvej, hvor du vil placere fyret, og om du har tilstrækkelig plads til at opbevare træpillerne tørt og let tilgængeligt.

  • Tør og ventileret opbevaringsplads til træpillerne, så du undgår fugt. En typisk familie i et 150 m2 hus bruger ca. 5 ton træpiller årligt ifølge Bolius.
  • Plads til selve fyret: Overvej om det kan installeres i kælderen, bryggerset eller et separat fyringsrum. Husk, at der er lovmæssige krav til fyrrummet, og at det skal godkendes af dit forsikringsselskab.
  • Tjek med din skorstensfejer, om din skorsten er beregnet til drift med våd røggas. Moderne pillefyr har meget lave røggastemperaturer, der kan medføre, at der dannes kondens i skorstenen.
  • Vær opmærksom på fyrets støjniveau i forhold til den placering, du vælger eller har mulighed for.

Bekvemmelighed og automatisering

Moderne pillefyr er ofte automatiserede og nemme at bruge.

  • Automatisk påfyldning fra ekstern silo kan spare dig både tid og besvær.
  • Undersøg, hvor ofte du selv skal fylde træpiller på. Frekvensen afhænger af magasinets størrelse.
  • Rengøring og vedligeholdelse: Hvor ofte skal fyret rengøres, og hvor let er det at vedligeholde? Selvom moderne pillefyr mere eller mindre passer sig selv, kræver de stadig regelmæssig vedligeholdelse. Asken skal fjernes, og fyret skal rengøres, så du hele tiden er sikker på, at det kører med optimal ydeevne.
  • Styringssystemer: Tjek om fyret kan styres via en app, og om det har avancerede kontrolsystemer for temperatur og forbrug.

Service

Det er vigtigt, at du har adgang til god service og support både under installation og i den løbende drift.

  • Garanti og serviceaftaler: Hvilken garanti tilbyder producenten, og kan du tegne en serviceaftale?
  • Har producenten en reservedelsgaranti? Og hvor længe gælder den? Nogle leverandører tilbyder helt op til 15 år.
  • Husk, at fyret skal vedligeholdes regelmæssigt. Giv fyret et årligt serviceeftersyn før fyringssæsonen starter, og følg i øvrigt altid producentens anbefalinger. Du risikerer en nedsat virkningsgrad, hvis fyret ikke er tilstrækkeligt vedligeholdt. Du kan læse mere om virkningsgrad lige her.

Afsluttende

At købe et pillefyr er en langsigtet investering, som udover de økonomiske fordele også bidrager til at nedbringe vores samlede forbrug af fossile brændstoffer, hvis du for eksempel skifter fra et oliefyr. Beregninger fra Bolius viser, at du kan spare ca. 60% sammenlignet med et oliefyr.

Når det kommer til dit valg af træpiller, skal du være opmærksom på, at kvaliteten kan variere. Du bør gå efter træpiller med en høj effektiv brændværdi, så du giver dit pillefyr de bedste arbejdsbetingelser i mange år.

Træpiller af god kvalitet vil sammen med et godt pillefyr, der er passende vedligeholdt, opretholde virkningsgraden, så du ikke risikerer en højere varmeregning end nødvendigt.

Kontakt os

Du er altid velkommen til at kontakte os på 9380 5899 eller kontakt@heatlets.dk. Lad os endelig høre fra dig.

Vi er ved telefonerne mandag til fredag kl. 9:00 til 12:00. Skriver du til os, vender vi tilbage til dig inden for 24 timer på
hverdage.