Lynguide til god viden om træpiller

Lynguide til god viden om træpiller

Det er let at fyre med træpiller

Det er en ukompliceret proces at fyre med træpiller, og langt de fleste oplever ingen problemer. Moderne pillefyr er brugervenlige og passer sig selv det meste af tiden. Der er som regel ikke behov for mere end det årlige eftersyn inden fyringssæsonen starter (følg dog altid producentens anvisninger).

Hvis der opstår problemer, skyldes det næsten altid enten indstillingerne/installationen af pillefyret eller kvaliteten af træpillerne. Kontakt altid din leverandør, hvis du er i tvivl om indstillingerne.

Når det gælder træpillerne, gennemgår vi her de vigtigste begreber.

Den effektive brændværdi

For at vurdere kvaliteten af træpillerne skal du kigge på den effektive brændværdi. Den angiver, hvor meget energi træpillerne kan levere. Den effektive brændværdi er europæisk standard, og her fratrækkes vandets kondensationsvarme – både det vand, der findes i træpillerne, og det der dannes ved forbrænding.

Betegnelsen øvre brændværdi inkluderer energien fra kondenseret vanddamp og giver derfor et højere tal.

De bedste træpiller har en effektiv brændværdi på 4,9 kWh pr. kg, hvilket du naturligvis får i vores træpiller.

Vandindhold

Vand findes naturligt i træ, og vandindholdet påvirker brændværdien. Når træpillerne forbrændes, fordamper vandet. Et højt vandindhold reducerer energiniveauet og kan give flere belægninger i skorstenen. En vis mængde vand er dog nødvendig for at holde træpillerne stabile og forhindre smuld.

Gå efter maksimalt 7 procent vandindhold, som du finder i vores Premium træpiller.

Askeindhold

Det er bedst at vælge træpiller med lavt askeindhold. De bedste træpiller afgiver maksimalt 0,4 procent aske, hvilket gælder for vores Premium træpiller.

Askesmeltepunkt

Askesmeltepunktet er afgørende for at undgå slagger. Slagger opstår, når asken klumper sig sammen, og det kan reducere pillefyrets virkningsgrad. Vælg træpiller, hvor asken først smelter ved temperaturer over 1200 °C. Vores Premium træpiller har et askesmeltepunkt på hele 1300 °C.

Vægtfylde

Vægtfylden afhænger af, hvor hårdt træpillerne er presset. Jo hårdere de er presset, desto mindre fylder de, mens energimængden er den samme. Har du begrænset plads til opbevaring, kan hårdtpressede træpiller være en fordel. Vægtfylden påvirker normalt ikke prisen.

Virkningsgrad

Virkningsgraden viser det procentvise udbytte ved afbrænding. Har dit pillefyr en virkningsgrad på 100 procent, giver 1 kg træpiller omkring 5 kWh varme. I praksis bør du regne med cirka 4,5 kWh pr. kg.

Virkningsgraden påvirkes af træpillernes kvalitet, fyrets stand og vedligeholdelse. Træpiller med højt vandindhold og dårlig kvalitet reducerer virkningsgraden, og et dårligt vedligeholdt fyr gør det samme. Hvis du har et ældre fyr, kan en udskiftning være en god investering, da nyere modeller ofte er langt mere effektive.

Mekanisk holdbarhed

Træpiller af lav kvalitet kan gå i stykker under transport eller smuldre, når de blæses ind i siloen. Du bør som minimum vælge træpiller med en mekanisk holdbarhed på 97,5 procent. Det betyder, at højst 2,5 procent bliver ødelagt under transport. ENplus A1 kræver minimum 98 procent, og vores Premium træpiller ligger helt oppe på 99 procent.

FSC®

FSC – Forest Stewardship Council® – er en international mærkningsordning for træ og papir. FSC garanterer, at træet stammer fra ansvarlige skovbrug med høje miljømæssige, sociale og økonomiske standarder.

Du kan læse mere her.

PEFC™

PEFC – Programme for the Endorsement of Forest Certification™ – er en global certificeringsordning for bæredygtig skovdrift, der sikrer hensyn til biodiversitet og naturens balance.

Du finder mere information her.

Kontakt os

Du er altid velkommen til at kontakte os på 9380 5899 eller kontakt@heatlets.dk. Lad os endelig høre fra dig.

Vi er ved telefonerne mandag til fredag kl. 9:00 til 12:00. Skriver du til os, vender vi tilbage til dig inden for 24 timer på
hverdage.