Pillefyret kan være løsningen
Politisk er det besluttet, at vi skal væk fra fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas. De bruges til elproduktion, opvarmning, transport og mange industrielle processer.
Hvis du bor et sted uden fjernvarme eller ikke ønsker at blive tilsluttet, kan et pillefyr være en god løsning. Før du vælger model, bør du undersøge markedet grundigt og få indblik i, hvad et pillefyr egentlig er.
Pris og kvalitet
Du vil hurtigt opdage, at der findes mange modeller af pillefyr, og prisen varierer meget. Som ofte hænger pris og kvalitet sammen. De dyrere modeller er typisk mere energieffektive og har længere levetid.
Et godt udgangspunkt er at vælge et fyr med solide stålplader i kedlen på minimum 5 mm. Det giver bedre holdbarhed og minimerer risikoen for tæring.
Stokerfyr
Et stokerfyr giver mulighed for at fyre med mange typer brændsel, fx træpiller eller olivensten. Det egner sig bedst til større ejendomme som gårde, hvor der ofte er adgang til store mængder brændbart materiale og plads til opbevaring.
Stokerfyret kører hele tiden. Hvis det går ud, skal du genstarte det manuelt. Det er en grovere udgave af pillefyret, hvor man kan gå lidt mere på kompromis med pris og kvalitet.
Pillefyr
Et pillefyr bruger udelukkende træpiller og er en mere forfinet variant af stokerfyret. Det er velegnet til private boliger. En af de store fordele er, at det selv starter og stopper efter behov, på samme måde som et oliefyr.
Pillefyr eller pilleovn
Der er forskel på de to løsninger. Et pillefyr er til større varmebehov og fungerer som et alternativ til et oliefyr. En pilleovn er en kombination af brændeovn og træpillefyr og bruges typisk som supplerende varmekilde i stuen.
Hvilke funktioner skal du være opmærksom på?
Når du har besluttet dig for et pillefyr, er der en række funktioner, du bør kiggefter. De gør både hverdagen lettere og indikerer, at fyret er bygget til mange års drift.
Som minimum bør fyret have:
- Automatisk tænding
- Automatisk rensning af brænder
- Indbygget røgsuger
- Overskueligt betjeningspanel
Hvilke fordele giver funktionerne?
Med automatisk tænding bruger fyret kun piller efter behov, hvilket reducerer dit forbrug. Automatisk rensning og indbygget røgsuger giver et bedre indeklima og mindre vedligeholdelse.
Mange moderne fyr har et touch-betjeningspanel, der giver godt overblik og høj brugervenlighed.
Hvor effektivt er et pillefyr?
Fyrets effektivitet afhænger af, hvor meget varme du får ud af dine træpiller. Det måles i virkningsgrad, som fortæller, hvor stor en procentdel af energien i brændslet der bliver til varme. Træpiller, olie og naturgas ligger højt, mens halm, korn og flis ligger lavere.
1 kg træpiller giver omkring 5 kWh varme ved 100 procent virkningsgrad. I praksis bør du regne med cirka 4,5 kWh.
Virkningsgraden afhænger af træpillernes kvalitet, fyrets kvalitet og vedligeholdelsen. Hvis et af disse forhold ikke er i orden, kan varmeudgifterne stige.
Moderne pillefyr er markant bedre end ældre modeller, så der kan være penge at spare ved udskiftning, da du får mere varme for samme mængde piller.
Pillefyrets energiklasse
Et pillefyr skal tilsluttes en stikkontakt for at drive motoren. Hold derfor øje med energimærkningen og vælg et A-mærket fyr, da det bruger mindre strøm. Efter 2021 går energiskalaen fra A til G, hvor A er bedst.