Flueben

Dag til dag levering*

Gratis levering i hele Danmark*

4,7 stjerner på Trustpilot

70111427

kontakt@heatlets.dk

Sådan vælger du det rigtige pillefyr

Pillefyret kan være løsningen

Politisk er det besluttet, at vi skal bevæge os væk fra fossile brændstoffer. De tre primære typer er kul, olie og naturgas. Disse brændstoffer anvendes til produktion af elektricitet, opvarmning, transport og en lang række forskellige industrielle processer.

Men hvad gør du så, hvis du bor et sted, hvor du ikke har mulighed for at blive tilsluttet fjernvarmen, eller du måske ikke ønsker at blive det?

Et pillefyr kunne måske være løsningen, der på lange stræk opfylder både dine behov og krav. Men inden du beslutter dig for, hvilket fyr du skal vælge, er det en god idé at undersøge markedet grundigt og i det hele taget få et indblik i, hvad et pillefyr egentlig er for en størrelse.  

Pris og kvalitet

Pris og kvalitet

Når du skal vælge et pillefyr, vil du hurtigt opdage, at der findes mange forskellige modeller. Det betyder også, at der er stor forskel på prisen. Også når det gælder pillefyr, går pris og kvalitet som oftest hånd i hånd. Dyrere pillefyr er normalt ikke kun mere energieffektive, de har også en længere levetid.

Men hvordan kan du se, om pillefyret er af en kvalitet, der passer til de forventninger og de behov, du har? Det er netop det spørgsmål, som mange førstegangskøbere står med. Det kan være fristende udelukkende at se på prisen, men du bør bestemt også se på andre faktorer.

Udgangspunktet er normalt, at du bør gå efter et pillefyr, som har solide stålplader i kedlen. Nu kan ’solide stålplader’ selvfølgelig defineres på mange måder, men her mener vi stålplader, der er minimum 5 mm tykke. Med denne tykkelse er du nemlig godt på vej til at få dig et pillefyr, som kan modstå tidens tand, og du risikerer ikke pludselig tæring af materialerne.

Stokerfyr

Stokerfyr

Et stokerfyr har den ene store fordel, at du praktisk taget kan fyre med alt. Lige fra træpiller til olivensten. Stokerfyret egner sig dog bedst til store bebyggelser som for eksempel gårde. Bor du sådan et sted, er der sikkert også gode muligheder for, at du kan få fingrene i store mængder brændbart materiale som korn eller lignende – og ikke mindst at du har pladsen til at opbevare det.

Stokerfyret er altid på. Det vil sige, at det hele tiden skal køre. Du har mulighed for at regulere på varmen, men hvis stokerfyret går ud, skal du manuelt starte det igen. Du kan opfatte stokerfyret som en grovere udgave af pillefyret, hvor du kan gå en smule mere på kompromis med pris og kvalitet.

Pillefyr

Når du investerer i et pillefyr, skal du være opmærksom på, at du udelukkende kan fyre med træpiller. Pillefyret er en forfinet udgave af stokerfyret, og det egner sig fortrinligt til private boliger. En af de helt store fordele ved pillefyret er dets evne til selv at starte og stoppe, alt efter om der er behov for energi. Det er på præcis samme måde, et oliefyr virker.  

Pillefyr eller pilleovn

Ja, der er forskel på de to, og det handler om omfang og ydeevne. Pillefyret er til det store varmebehov, og du kan sammenligne det med, hvor du før ville anvende et oliefyr. Pilleovnen er i princippet en blanding imellem et træpillefyr og en brændeovn til stuen.  

Hvilke funktioner ved pillefyret skal du være opmærksom på?

Når du har besluttet dig for pillefyret, er der en række funktioner, du bør være ekstra opmærksom på. Ikke alene vil disse funktioner gøre din daglige omgang med pillefyret lettere. De vil også give dig en indikation på, at du sandsynligvis ser på et fyr, som kan holde mange år.

Som minimum bør du sikre dig, at pillefyret er udstyret med: 


Automatisk tænding.


Automatisk rensning af brænder.


Indbygget røgsuger.


Overskueligt betjeningspanel.

Hvilke fordele giver det dig?

Hvilke fordele giver det dig?

Vælger du et pillefyr med automatisk tænding, er du sikker på, at pillefyret kun bruger piller, når der er behov for det. Eller sagt på en anden måde: Pillefyret sparer dig for penge i det lange løb. Og med automatisk rensning af brænder og indbygget røgsuger er du både garanteret et bedre miljø indenfor og mindre vedligeholdelse af fyret.

Mange pillefyr har et betjeningspanel med touchskærm. Det er med til at give dig et godt overblik over funktionerne, og det øger brugervenligheden.

Hvor effektivt er pillefyret?

Du skal selvfølgelig interessere dig for, hvor effektivt dit kommende pillefyr er. Det vil med andre ord sige: Hvor meget varme får du ud af træpillerne, når du lader et pillefyr stå for opvarmningen af dit hus?

Når det handler om, hvor meget energi et givent brændselsprodukt giver, skal vi have fat i det begreb, der hedder virkningsgrad. Virkningsgraden fortæller dig, hvad det procentvise udbytte er ved afbrænding af en given energikilde. Den er meget høj ved træpiller, olie og naturgas, mens den er noget lavere ved halm, korn og skovflis.

1 kg træpiller giver ca. 5 kWh varme, hvis pillefyret har en virkningsgrad på 100%. Det er dog sjældent tilfældet, så du skal i stedet regne med omtrent 4,5 kWh varme pr. kg træpiller.

Virkningsgraden bestemmes af både træpillernes kvalitet (et højt vandindhold vil for eksempel have en negativ indvirkning), kvaliteten af dit pillefyr og ikke mindst vedligeholdelsen af det. Disse tre forhold spiller indbyrdes sammen, og er et af dem ikke i orden, kan du ende med at betale meget mere for din varme, end du havde behøvet.

Over de seneste år er pillefyrene generelt blevet meget bedre, hvad angår virkningsgraden. Det betyder, at der er penge at spare, hvis dit træpillefyr er af ældre dato, og du vælger at udskifte det til et nyt. Du får simpelthen mere varme for de samme penge.

Pillefyrets energiklasse

Pillefyrets energiklasse

Et pillefyr skal tilsluttes en normal stikkontakt, da det har behov for strøm til at drive motoren. Du bør derfor holde øje med energimærkningen og vælge et fyr, der er A-mærket. Det vil kunne spare dig for mange penge i årene frem, fordi du bruger mindre strøm. Efter 2021 har effektivitetsskalaen inddelinger fra A til G, hvor A er bedst og G dårligst.