Flueben

Dag til dag levering*

Gratis levering i hele Danmark*

4,7 stjerner på Trustpilot

70111427

kontakt@heatlets.dk

Pas på energien – der er penge i det

Vores energiforbrug handler også om vaner

Vores energiforbrug, energiressourcer, forsyningssikkerhed og ikke mindst energipriser er for alvor blevet en del af vores bevidsthed, samtale og hverdag. Miljø og energi bliver løbende diskuteret ikke kun politisk men hjemme hos os alle sammen.

Nogle gange indtræffer der begivenheder udefra, der ikke bare påvirker vores vaner men ændrer dem hurtigt og måske endda radikalt. Et eksempel er energikrisen, der opstod i kølvandet på krigen i Ukraine. Priserne stak i vejret med raketfart, og der blev pludselig tale om en potentiel mangel på energi. Det fik os alle sammen til at reagere, og vi ændrede vaner.

Forskellige apps dukkede op og gav mulighed for at følge energiprisernes udvikling igennem døgnet, så vi kunne planlægge, hvornår det var mest hensigtsmæssigt at klare tøjvasken. Derudover gav det et fokus på, at vi skulle huske at slukke lyset, lukke døren, og der var sikkert mange, der fik en snak om, hvad den nødvendige rumtemperatur var.

I første omgang handlede det om at spare penge – men det handlede også om at spare på forbruget. Et mindre energiforbrug kan simpelthen aflæses på bundlinjen – i de fleste situationer i hvert fald. For det afhænger naturligvis af, om elprisen samtidig er på himmelflugt eller ej.

Det er klart, at vores indstilling til vores energiforbrug spiller en rolle, når det handler om at ændre vores vaner. Men vi kan sagtens bevæge os i en ny retning uden at tage badet under iskoldt vand hver dag eller småfryse i stuen.

Energimærkningen sladrer om forbruget

Når du skal vælge dine hårde hvidevarer, er det en god idé at undersøge mulighederne, så du får fingre i de modeller, der holder energiforbruget på et minimum. Det kan være fristende kun at se på anskaffelsesprisen, men det indebærer en risiko for en højere elregning, fordi strømforbruget kan være højt.  

Inden for EU eksisterer der en obligatorisk energimærkning, der fortæller dig om et produkts energiforbrug. Den vises med en farveskala fra mørkegrøn (meget energieffektiv) til rød (mindre energieffektiv), og siden 2021 viser farveskalaen samtidig bogstaverne A til G.

Det mørkegrønne (A) energimærke er det bedste – det røde (G) er det dårligste. Køber du en vaskemaskine med G-mærket, vil det altså bruge betydeligt mere strøm, end hvis du havde valgt en model med A-mærket.

Du husker måske den tidligere mærkning, hvor du for eksempel kunne se A+++, når du skulle købe det nye TV? Det gjorde det svært at gennemskue, hvilket mærke der var det bedste, og derfor blev bogstavskalaen ændret til A-G. Kriterierne for mærkerne bliver løbende justeret og strammet, men det er planen, at skalaen forbliver den samme. Det gamle A+++ kan du derfor ikke sammenligne med A.

Hvordan hjælper energimærkningen?

Hvordan hjælper energimærkningen?

Energimærkningen hjælper konkret på tre områder:



Besparelser: Ved at vælge produkter med en højere energiklasse/bedre energimærkning kan du reducere dit energiforbrug og dermed din elregning.



Miljøpåvirkning: Mere energieffektive produkter udleder mindre CO2, hvilket bidrager til at reducere klimaaftrykket.



Sammenlignelighed: Energimærket gør det nemt at sammenligne forskellige produkter og dermed vælge det mest energieffektive alternativ.


Mærkningen er en vigtig del af indsatsen på europæisk plan for at reducere energiforbruget og tilskynde både producenter og forbrugere til at producere og vælge mere energieffektive produkter. 

Spar på vandet

Ifølge Videncentret Bolius er der 5 steder, hvor du nemt kan spare på vandet og dermed nedbringe din vandregning:



Tag færre og kortere brusebade.


Installer en sparebruser.


Undgå toilettet løber, eller armaturet drypper.


Skyl ud færre gange. Brug det lille skyl oftere og det store skyl, når det er nødvendigt.


Genbrug regnvand. 



Deres undersøgelser viser, at et brusebad tager 6:38 min. i gennemsnit. Afhængig af den bruser, du har, kan du spare 6-20 liter vand for hvert minut, du er hurtigere til at tage dit bad. En almindelig bruser bruger 10-20 liter vand i minuttet. Med sparebruseren kan du nogenlunde halvere det tal. Tænk også over at slukke for vandet, når du børster tænder, eller når du kommer shampoo i håret. 

Du kan også spare ved tøjvasken 

Mange vasker tøj på 40 °C eller derover. Almindeligt tøj som T-shirts, bukser og bluser, kan du dog sagtens få rent ved 15 eller 20 °C, og er det let beskidt, kan du nøjes med 30 °C. Husk dog at anvende et vaskemiddel, der er egnet til vask ved de lave temperaturer.

Sengetøj, håndklæder, undertøj og tøj, der kan have bakterier i sig, bør du vaske ved 60 °C. Langt de fleste bakterier dør ved denne temperatur, og du undgår at bruge energi på at varme vandet op til højere temperaturer, når det ikke er nødvendigt, og samtidig slider det mindre på tekstilerne.

Vasken ved 90 °C bør du sætte i gang, når det drejer sig om tekstiler, der har været udsat for særlige bakterier fra for eksempel opkast eller blod, eller hvis det drejer sig om rengøringsklude fra toilettet.

Husk også at samle sammen til en hel maskinfuld, inden du sætter vasken i gang. De fleste vaskemaskiner er beregnet til 5-6 kg eller 7-8 kg, og har du en elaftale med variabel pris, kan du spare ved at vaske på de tidspunkter, hvor elprisen er lavest. Overvej også, om tørretumbleren kan anvendes færre gange.

Opvarmning af din bolig

Opvarmning af din bolig

Når du har fokus på at spare energi og nedbringe både el- og varmeregning, kan det være fristende at sænke temperaturen i din bolig, og det er som udgangspunkt en god idé. For hver grad kan du spare ca. 5% på varmeregningen. Du skal dog være opmærksom på, at du helst skal holde temperaturen på minimum 18 °C, da der ellers kan opstå fugt.

Indstil termostater i samme rum ens, så de er mest effektive. Flyt sofaen væk fra radiatoren, så den ikke forhindrer varmen i at fordele sig i rummet (mindst 20 cm afstand) og træk gardinerne for, når det bliver mørkt, så de isolerer for kulden fra vinduet. Når du skal lufte ud, så lav gennemtræk 5-10 min. tre gange om dagen. 

Pillefyret er et godt valg

Vi kan selvfølgelig ikke helt glemme, at vi arbejder med træpiller, så derfor vil vi også gerne slå et ekstra slag for pillefyret som et rigtig godt og billigt alternativ til oliefyret, som skal være udfaset senest i 2030. Skifter du fra det traditionelle oliefyr, kan du spare ca. 60%, og de fleste pillefyr er i dag så automatiserede, at de passer sig selv langt hen ad vejen.

Vælger du samtidig en god kvalitet træpiller, sikrer du dig et så lille forbrug som muligt, fordi fyret vil kunne udnytte hver enkelt træpille optimalt. Derudover giver gode træpiller dit pillefyr de bedst mulige arbejdsbetingelser og forudsætninger for et langt og ’sundt’ liv (når du samtidig sørger for de løbende serviceeftersyn).